Værd at vide: Hvad er en vippelejetest (tilt-table-test)?

En tilt-table-test – også kaldet en vippelejetest – er en diagnostisk undersøgelse, der bruges til at afdække årsager til besvimelse (synkope), uforklaret svimmelhed eller oplevelser af pludselig træthed. Under testen ligger patienten fastspændt på et vippebord, som langsomt bringes fra vandret til næsten opretstående position, mens blodtryk, puls og symptomer overvåges nøje. Formålet er at undersøge, hvordan kroppen og det autonome nervesystem reagerer, når man skifter stilling fra liggende til stående.

Hvornår får man foretaget en vippelejetest?

En vippelejetest anbefales typisk, når:

  • Man gentagne gange har besvimelser uden klar årsag
  • Der er mistanke om vasovagal synkope, som er den mest almindelige form for besvimelse
  • Der opstår symptomer som svimmelhed, sortnen for øjnene eller pludselig træthed i stående stilling
  • Lægen har brug for at vurdere funktionen af det autonome nervesystem
  • Andre undersøgelser (EKG, blodprøver eller billeddiagnostik) ikke har forklaret symptomerne

Testen hjælper med at skelne mellem forskellige typer blodtryksfald og hjerterytmeændringer og er derfor et vigtigt redskab i udredningen af synkope.

Hvordan forbereder man sig?

For at sikre en korrekt og sikker undersøgelse er der nogle få ting, man som patient ofte skal forberede - forhør dig hos din læge - men det kan være:

  • Faste: Man må ofte ikke spise i 2–4 timer før testen. Vand er som regel tilladt.
  • Medicin: Visse typer medicin kan påvirke resultatet. Lægen informerer om, hvilke præparater der eventuelt skal pauseres.
  • Tøj: Det er en fordel at bære løstsiddende og behageligt tøj.
  • Praktisk hjælp: Da nogle patienter kan føle sig svimle efter testen, kan det være en god idé at have en ledsager med.
  • Helbredstilstand: Man bør informere personalet om aktuelle sygdomme, infektioner eller nye symptomer inden undersøgelsen.

Er testen sikker?

Vippelejetesten er en velafprøvet og sikker undersøgelse, der udføres under konstant overvågning af sundhedspersonale. Hvis patienten oplever svimmelhed, kvalme eller er tæt på at besvime, stoppes testen straks.